Moder jord

Jordemoder Ann-Emilie Augustinus

Lotusfødsel

En del af mine klienter vælger at få en lotus fødsel. Men hvad ER en Lotusfødsel og hvorfor overhovedet gøre det?

En Lotusfødsel er i bund og grund en fødsel hvor man undlader at klippe navlesnoren, men venter til barnet selv kobler fra. Det sker som regel på 2.-5. dagen efter fødsel. Det er som regel lidt hurtigere end når man har klippet navlesnoren. Hvorfor vil jeg komme ind på senere. 

Lotusfødsel er ikke så almindeligt herhjemme men praktiseres over hele verden. 

Fysiske Fordele

  • Ingen risiko for infektion da navlesnoren ikke er klippet over og der er derved intet åbent sår.
  • Ingen ildelugtende eller snasket navlestump. En navlestump vil væske og kræve ekstra rensning og pleje. Dette er næsten ikke nødvendigt ved en Lotusfødsel da navlen ikke væsker. 
  • Barnet vil få ALT sit blod og stamceller fra moderkagen og navlesnoren. Moderkagen kan være i live i 2-5 timer efter fødslen og man kan derfor aldrig sikre sig 100% at barnet har fået hvad det skal bruge, når man har klippet navlesnoren. Ved en Lotusfødsel er det naturen der bestemmer. 
  • Indtil navlesnoren er faldet af er det nemmest at barnet kun er iført ble, da tøj er lidt besværligt at få på. En dragt med åbning fortil kan lade sig gøre. Men undlad bare tøjet. På den måde opfordrer en Lotusfødsel helt naturligt til rigtig meget hud-mod-hud og barnets immunsystem og temperaturregulering får optimale betingelser for at udvikle sig. 
  • HURTIG opheling af navlen. Ca. et døgn efter fødslen er navlesnoren næsten helt stiv. Når barn og moderkage flyttes rundt vil den stive navlesnor hele tiden stimulere cellerne omkring navlen til at ophele hurtigt. 

Psykiske Fordele

  • Barnet vil få meget ro efter fødslen og i de første dage.  En lotusfødsel opfordrer til at lade den nyfødte ligge hos mor og ikke gå fra arm til arm hos barselsbesøgende. For der skal ikke kun flyttes barn, men også moderkage. Så de besøgende respekterer helt naturligt, at barnet bliver hvor det er. 
  • Barnet vil have sin bedste ven med ud på den anden side af maven. I livmoderen har barnet rørt ved navlesnoren mange gang og det er helt naturligt og trygt at gribe om navlesnoren. Dette gør barnet også udenfor maven. (se galleri)
  • Mange Lotus-børn kobler selv fra når de er klar og flere forældre fortæller at de oplever at barnets bevidsthed ændrer sig betydeligt idet navlesnoren slipper. Som om barnet siger “Så! NU er jeg klar… hej verden! Her er jeg!”
  • For mor er fordelen at hun også vil forholde sig mere i ro sammen med baby og vil give hendes krop og sind ro til at heale ovenpå fødslen og kroppen vil få ro til at begynde at producere mælk. Dette sker ofte hurtigt fordi barnet ligger hud-mod-hud næsten hele tiden. 

Ulemper

Jeg er selvfølgelig fortaler for Lotusfødsler og fordelene kan sagtens overgå ulemperne. Men det kan dog opleves for nogle forældre at det er lidt besværligt at skulle flytte rundt på både moderkage og barn og nogen vælger derfor at klippe eller brænde snoren over på 2. eller 3. dagen, når den er helt indtørret. 

Andre vælger allerede at klippe eller brænde snoren over ca. 5 timer efter fødslen.

Dette er der absolut intet i vejen for at gøre. 

Der er variationer af Lotusfødsler som passer til enhver familie. 

At brænde navlesnoren

Det tager ca. 10 min at brænde en navlesnor over. Når den brændes forsegles sårenderne og risikoen for infektion mindskes.

Hvordan?

Her er hvad du skal bruge for at lave en fuld lotusfødsel:

  • En kurv (brødkurv eller lign)
  • 2-3 kg salt.
  • Tørrede urter eller blomster. 
  • 2 stofbleer

Efter fødslen aftørres moderkagen. Lad den endelig ligge med sår-siden nedad på et sugende stykke i nogle timer. 

Tag en stor skål og bland urter og salt. Urterne kan købes i helsekosten, men du kan også gå og samle og tørre igennem hele graviditeten. Det er en fin lille forberedelse og kan sagtens gøres med resten af familien. 

Find din kurv og læg 2 stofbleer i bunden. Det er vigtigt det er en kurv og ikke en skål. Kurven gør at der ikke dannes kondens. Moderkagen kan ånde og tørre. 

Læg nu halvdelen af salt/urteblandingen i skålen og dæk moderkagen til med blandingen. 

Anden halvdel bruges på anden eller tredje dagen, hvor der for første og nok eneste gang skiftes salt/urter ved moderkagen. Her skiftes stofbleerne, hvis det er nødvendigt. 

Nu venter man bare på at baby kobler fra af sig selv. Moderkagen er nu så saltet at den kan opbevares uden problemer ved stuetemperatur og vente på at I har tid og ro til at begrave den.  Husk når den begraves at det skal gøres i mindst 1 meters dybde.

Herover er det en demonstration af hvordan man laver en lotusfødsel.
Nedenunder er der billeder fra reelle Lotusfødsler.