Nedenstående emner er en del af de valg du aktivt bør sætte dig ind i og have en holdning til i forhold til din fødsel. Alle emner er procedure som bliver foretaget, hvis ikke du aktivt tager stilling og undersøger de muligheder der er bedst for dig.

Gennemgang af din tidligere fødsel

Processen under fødslen betyder rigtig meget for både mor og barn. Der bliver ikke kun født et lille nyt barn, men også en ny mor.
Så længe vi kommer hjem med et levende og sundt barn, så vil vi som mødre finde os i rigtig meget på vejen dertil og ofte kan vi negligere voldsomme oplevelser som noget der var en nødvendighed eller sådan fødsler er!
Det er dog ikke sjældent, at mor bagefter sidder med en instinktiv følelse af, der kunne have været gjort noget andet. Blev alt mon afprøvet? Blev der gjort noget hun føler ikke var okay, men måske ikke fik sagt? Måske var det ikke så vigtigt?
Men jo! For din krop husker, selvom du mentalt lægger låg på forskellige oplevelser.

De fleste gemmer det væk og får det aldrig vendt med en jordemoder. Det bliver måske vendt med veninden på cafeen når man senere udveksler fødselshistorier.

Når næste fødsel så kommer, kan man uventet blive overrasket af egen krop, fordi kroppen pludselig minder dig om første fødsel. Selvom ingen fødsler er ens er det helt naturligt at overføre dine oplevelser.
Derfor er det en god idé at lave et sundhedstjek af foregående fødsel. Derved styrker du den kommende fødsel og giver den et stort potentiale for at heale evt. tidligere oplevelser.

Hospitalets procedurer (Indgreb)

Det er over mange år sket en ensretning af den offentlige svangreomsorg. Vi diagnosticerer og inddeler mennesker i grønne og røde kategorier efter mængden af risici.
Idag er næsten alle risiko fødende af den ene eller anden årsag, da der efterhånden er så mange risiko-kategorier og fordi man ikke bliver vurderet individuelt.

Har du fx tidligere født normalt uden komplikationer af nogen art, men i denne graviditet er dit BMI måske på 31. I sidste graviditet var dit BMI 29. Du har det egentlig fint og har dyrket yoga hele graviditeten og intet har været unormalt du har bare lige lidt ekstra på sidebenene.
Men pga dit nuværende BMI anbefaler hospitalet at du IKKE føder hjemme og når du går i fødsel skal der være overvågning på hele tiden og du skal have en epidural.

Det virker jo ret vildt for noget der måske drejer sig om 5 kg. Men den generelle procedure giver de anbefalinger. Men husk… det er anbefalinger og bør vurderes ud fra den enkelte. Og du må godt sige nej tak.

Der er mange årsager til hvorfor behandlingsprocedurer foregår som de gør. Men her må man ikke være naiv og tænke “Jamen de gør nok, hvad der er bedst, de er jo fagpersoner!” for sådan fungerer det ikke helt.

Procedurer på hospitalet er valgt ud fra tilgængelig forskning, men det betyder ikke, at man ikke kender til behandlingsmuligheder, som kunne være bedre, men som der bare ikke ligger forskning på endnu og derved er det vanskeligt at udarbejde procedurer for metoden.

Som eksempel har det taget mange år at få rebozo ind på hospitalerne. Det er en meget gammel sydamerikansk teknik og der er rigtig mange jordemødre i hele verden der har stor erfaring og succes med at bruge rebozo-tørklædet.
Men herhjemme var tørklædet (på enkelte hospitaler) faktisk forbudt, indtil man fandt ud af at udarbejde en procedure for det. Det virker helt absurd når det samtidig er tilladt at gøre indgreb med kanyler, sugekop, tang og skalpeller og alverdens alvorlig medicin, hvoraf noget af det ikke engang er tilegnet fødsler.

Men procedurerne er i hospitals-øjemed vigtige, for at kunne dokumentere, hvilken behandling man har givet patienten, hvorfor man har givet den og hvad den videre plan er. Men de er også meget vigtige, for at kunne lave forskning på behandlingsformerne…; “Der er lavet ens behandling på alle, så nu kan vi sammenligne resultaterne…” og sidst men ikke mindst er procedurerne vigtige, for at hospitalet kan dække sig ind rent juridisk.

Det lyder måske meget smart, men sådan kan man lidt lettere tænke om behandling med medicin og operationer. Altså når man skal behandle en diagnose og så alligevel ikke, for alle syge er jo også forskellige.

Ved graviditet og fødsel er der som regel ikke en forudgående diagnose der skal behandles. Der ændrer processen sig hele tiden undervejs og man må, specielt under fødslen, være mere forudseende for, hvad der vil være bedst, istedet for at behandle på noget der allerede er sket.

Fødsler er derfor hovedsagligt fremadsynet støtte til kvindekroppen. Der er ikke noget der skal fikses. Alt er egentlig som det skal være i udgangspunktet og jobbet som jordemoder er, at sikre den støtte som din graviditet og fødsel har brug for. Altså at det gode udgangspunkt fortsætter og ikke bliver forstyrret.

Ex; Det er langt bedre og lettere at arbejde for, at et barnehovede ikke kommer til at stå skævt i bækkenet end at løse problemet når barnet allerede har skruet sig forkert ned.

Hvis der alligevel sker noget undervejs der kræver behandling, så skal man huske på, at det ekstremt sjældent er mere akut, end man godt lige kan stoppe op og vurdere og tænke hvilken behandling der ville være bedst? Skal vi følge den vanlige procedure eller kunne noget andet være en bedre mulighed?
Man skal huske at jordemoderen eller lægen SKAL følge proceduren, med mindre mor og far siger nej tak. Her er det godt at have en fagkyndige doula eller jordemoder ved din side. Ikke for at diskutere enhver behandling, men mere for at holde overblikket og være den der lige kan sige;

“Er noget akut nu? For ellers vil jeg lige sikre mig at mor og far er med på hvad der skal ske og hvad vi kan gøre…”

På denne måde kan behandlingsskift få en mere rolig overgang i fødslen og man kan afhjælpe at du som fødende ikke bliver fanget af angst og urolige tanker eller føler at noget bliver talt hen over hovedet på dig.

En af de vigtigste procedurer, du skal forberede dig på, er tidspresset på hospitalet.
Når du er i aktiv fødsel, dvs 3-4 cm åben og har regelmæssige veer, så begynder jordemoderen at følge timerne i din fødsel. Har der fx ikke rigtig været nogen fremgang i ca. 4 timer, så vil hospitalets procedure lægge op til at jordemoderen skal hjælpe fødslen på vej.
Det er ikke sikkert du har brug for det, eller ønsker det og det er okay at stoppe op og tænke;

“Hvad ville man have gjort ved en hjemmefødsel? Ville man have taget vandet? Ville man have givet et vestimulerende drop?”

Nej det ville man ikke.

Dernæst stiller man spørgsmålet;

“Hvis jeg og baby har det godt, er det så muligt for mig at afvente min naturlige fødsel?”

Nogen gange kan indgreb være nødvendige og livreddende, men de kan også være årsagen til at fødslen går skævt. Man skal være klar over, at indgreb avler flere indgreb og bevæger fødslen længere og længere væk fra en uforstyrret naturlig forløsning. Dette kan stresse baby og udmatte mor og kan i sidste ende lede til at et kejsersnit er nødvendig. Husk på at alle hospitalets procedurer er anbefalinger. Det er ikke noget man skal.

Igangsættelse

Ca. 30 % af alle gravide ender med at blive sat igang. Det er et meget højt tal og det kunne næsten se ud som om kvindekroppen ikke længere kan finde ud af at gå i fødsel. Det er dog ikke sandheden.

Mange har den forståelse, at de SKAL sættes igang, men det er faktisk et frit valg. I langt de fleste tilfælde kan du istedet for igangsættelse, vælge at komme lidt oftere til kontrol, hvis du selv ber om det.
Så længe mor og barn har det godt, kan du sagtens afvente spontan fødsel.

De fleste igangsættelser sker pga. overtid og idag bliver gravide tilbudt en scanning i uge 41+3 for bl.a. at tjekke mængden af fostervand. Herefter tilbydes de igangsættelse i 41+5 i håb om at de har født inden for to dage, altså 42+0. Det gøres fordi risikoen for perinatal død stiger efter uge 42+0.
Og nu skal du holde øjenene i fokus for nu bliver det kompliceret.

Perinatal betyder nemlig både før, under eller første uge efter fødslen. Altså alle dødsfald regnet omkring 40+0. Risikoen ved uge 40+0 er ca 0,25 % (altså ca. 1 ud af 400) og efter uge 42 stiger den til ca. 0,5 %. Den reelle risiko for at barnet uventet dør i maven er umådeligt meget, meget mindre.

Det er vigtigt at huske på at ved uge 42, er du faktisk ikke over tid.
Når du er gravid, har du termin indenfor tidsperioden fra uge 37 til uge 42. Det er det tidsrum du må føde hjemme også. Dvs. du har altså ikke termin på dagen for 40+0. Det er udelukkende en dato og den kan i princippet ikke bruges til så meget andet end at din arbejdsgiver kan vide, hvornår du går på barsel og hospitalet kan lave beregninger ud fra den. Den dato er menneske-bestemt.
I Norge hedder det f.eks. ikke 40+0, men istedet 40+3 og selvom det kunne være sjovt, så er der altså ikke forskel på, hvor længe vi er om at lave børn i Norge og Danmark.

Dernæst må du overveje, hvor meget der er egentlig er blevet flyttet på terminsdatoen ved scanningen i uge 14. Selvom scanninger kan være ret præcise, så husk at det bare er skygger der sættes små krydser på. Børn vokser en anelse forskelligt og man kan få forskellige resultater alt afhængig af hvem der scanner. Disse tre faktorer kan have stor indflydelse på, hvornår man så mener, du er 40+0 og dermed, hvornår du bliver klassificeret som “overtid”. Det hele er et skøn.

Den sidste faktor der kan spille ind, er generaliseringen af, at alle børn er færdige på 40 uger. Ser man naturlogisk på denne tankegang, så giver det ikke mening.

Kvinder har også forskellig cyklus, så hvorfor skulle graviditetscyklussen ikke også være det? Og ligesom nogle børn kommer tidligt i puberteten og andre ret sent, hvorfor skulle det så ikke også være forskelligt, hvor længe børnene er om at udvikle sig i maven?
Vær derfor ikke nervøs for at føde i uge 37 eller 38. Din baby kommer ikke for tidligt. Og hvad vigtigere er, vær ikke bange for at holde fast i, at du gerne vil afvente spontan fødsel og lade din baby “bage” færdig. Heldigvis bliver flere og flere bevidste om dette valg og hospitalerne mærker et øget ønske om ekstra kontroller istedet for igangsættelse.

K-vitamin

Jeg har som jordemoder i mange år stillet spørgsmål ved K-vitamin indsprøjtningen, som alle nyfødte får.
Jeg har herunder samlet et udpluk af den information der ligger omkring K-vitamin. Det er et meget stort emne og det kan være en jungle at finde rundt i selv.

K-vitamin er et tilbud som forældrene i princippet skal sige ja eller nej tak til, men som aldrig bliver præsenteret som et valg.
Hvis du har født før kan du måske huske, at jordemoderen har sagt noget i retning af;

“Nu får lillemanden lige et prik i låret. Det er k-vitamin som forhindrer blødning hvis det skulle opstå…”

Dette lyder ikke som et valg der bliver præsenteret og man er som nybagt forælder ikke i en tilstand hvor man lige får stoppet op og sagt;

“Øh hov? Hvad er det for noget? Er det nødvendigt? Hvad er fordelene? Hvad er risici? Er der noget galt med mit barn?”

Måske husker du det slet ikke, for som regel bliver det givet lige efter barnet er født, og der er mor gerne helt høj af fødslen og fuldstændig forelsket i det lille nye varme, smukke menneske på hendes mave og ser ikke andet end baby.

Man giver K-vitamin til nyfødte, fordi man mener nyfødte har for lidt K-vitamin i blodet. Hvis der opstår en blødning er K-vitamin bl.a. en af de faktorer der får blødningen til at stoppe. Så hvis du ikke ved mere end det faktum, så giver det rigtig god mening at give indsprøjtningen.

Men at foreslå at børn bliver født med for lidt K-vitamin, er som at sige at vores børn fødes defekte. At moder natur kontinuerligt designer mennesket forkert. Man fristes til at spørge hvordan mennesket overlevede inden det blev hospitalsprocedure at give K-vitamin i 1970’erne.

Så sammenlignet med hvem har nyfødte for lidt K-vitamin?
Svaret er voksne. Men hvis den tese skulle passe er der mange faktorer der differentiere mellem nyfødte og voksne. Nyfødtes hovede er proportionelt meget større ved fødslen end resten af livet, deres hjerte banker også meget hurtigere og de kan kun fordøje modermælk, men disse faktorer ser man ikke på som sygelige eller behandlingskrævende. Der er logiske årsager til alle disse faktorer er anderledes ved nyfødte, så mon ikke det samme som udgangspunkt er gældende ved K-vitamin.

Hvad er årsagen til de har mindre K-vitamin?

En af årsagerne kunne være at, nyfødte har en celledeling i kroppen som er meget hurtigere end voksnes. Dette er nødvendig for den kraftige vækst der sker i begyndelsen af livet. K-vitamin kan være medvirkende til at celledelingen kan ske nærmest ukontrollabelt ligesom det sker ved cancer og nogen undersøgelser tyder på en sammenhæng mellem antallet af børn der udvikler leukæmi og injektion af K-vitamin og der menes at være en øget risiko for cancer på mellem 10-20%. Derfor giver det god mening at naturen fra begyndelsen holder tæt kontrol med niveauet af K-vitamin i nyfødte.

En anden årsag kunne være, at barnet ved fødslen modtager stamceller fra moderkagen og navlesnoren. Vel at mærke kun hvis man venter med at afnavle til pulsationen er helt stoppet. (Se mere under sen afnavling.) Ca. 30% af alle børn født vaginalt ved normale fødsler har mikro-kranielle blødninger. Dette er helt normalt da kranieknoglerne skubber sig ind over hinanden i fødselsvejen. Stamceller fra moderkage og navlesnor er barnets eget reparations kit og skulle der være små bristninger i blodkar, så sørger stamcellerne for at reparere dem. Man ved dog at hvis man giver K-vitamin indsprøjtningen så tykner barnets blod ca. 20 gange mere end sammenlignet med voksnes blod og man kan derfor antage at stamcellerne kan have vanskeligt ved at komme frem.

Hvor stor er risikoen reelt for hvert barn?
Risikoen for blødninger hos den nyfødte ligger på 1 ud af 100.000 for de børn der får K-vitamin indsprøjtningen og 5 ud af 100.000 for de børn der ikke får den. Men i denne beregning er alle nyfødte, også dem der har haft traumatiske fødsler, altså født med sugekop eller tang eller lign, og børn af mødre der indtager diverse former for medicin, hvilket øger risikoen for blødninger hos barnet. Men reelt set er risikoen for et vaginalt født barn fra en normal graviditet med en sund og rask mor, meget meget mindre end 5 ud af 100.000.

Så skal vi behandle alle nyfødte med K-vitamin eller burde vi måske omskrive proceduren til kun at omhandle de børn der reelt set er i risiko for en evt. blødning?

Jordemoderen Sara Wickham har beskrevet det rigtig godt. Som hun siger så svarer K-vitamin behandlingen til at vi alle hver morgen tog en panodil i tilfælde af at vi blev ramt i hovedet af en nedfalden gren, når vi bevægede os udenfor. Sandsynligheden er umådelig lille.

Istedet kan vi gøre andre ting for at booste K-vitamin i graviditeten og i den første amning. K-vitamin trænger nemlig igennem moderkagen fra mor til barn og mor kan styrke mængden af mælk og øge mængden af K-vitamin i mælken så barnet indtager vitaminet den vej istedet.
Alternativt kan man vælge at give K-vitamin som dråber i munden til barnet. Men de glas-ampuller det laves i idag skal gives af sundhedspersonale. Tal med din jordemoder om hvilke muligheder der kunne passe dig.

Sen afnavling

Eller naturlig afnavling som det kaldes her hos Moder Jord, sker først efter moderkagen er født.

Hvis man følger hospitalsprocedure betragtes sen afnavling som 2 min efter barnet er født. Man mener derved at barnet har fået hvad det skal af blod, næring og stamceller.

Og der ER virkelig mange meninger om dette emne.

Men spørger du naturlogikken, så ville det mest sandsynlige optimale tidspunkt for afnavling være når navlesnoren er helt hvid og der derved ikke løber blod ud af navlesnoren når den klippes og samtidig er dette lettest at gøre når moderkagen ER født. Det kan nemlig være vanskeligt at føle hvornår pulsationen egentlig er stoppet i navlesnoren, så venter man til moderkagen er kommet så er man sikker.
Egen erfaring har vist at pulsationen ofte kan foregå i alt fra 2 – 50 min efter fødslen. Alle er forskellige.

“Navlesnors afvikling af pulsation over 15 min.”

Men hvorfor er det vigtigt?
Når barnet fødes, så trykkes og presses barnet igennem fødselskanalen og en del af barnets blodvolumen presses ud i moderkagen. Når barnet er kommet til verden kan der stadig være op mod 1/3 del af barnets blod i moderkagen.
Barnet har en blodvolumen på ca. 450ml blod og det vil altså sige at ca. 150ml stadig befinder sig i moderkagen ved fødslen.
Forestil dig hvordan du ville have det, hvis du fik tappet 1/3 del af din samlede blodvolumen? Svimmel? Kvalm? Slap? Skidt? Og du ville bruge mange dage på at genoprette din blodvolumen hvis ikke du fik en transfusion.

Når navlesnoren overlades til naturens gang og tømmes helt, så er noget af det sidste barnet modtager stamceller fra både moderkage og navlesnor. Måske har du hørt om at man kan “høste” stamceller og fryse dem ned i tilfælde af sygdomme som cancer og lign senere i livet. Men hvorfor ikke bare lade barnet få hele pakken fra begyndelsen?

Stamceller er geniale og som de eneste celler i mennesket er de ikke på forhånd programmeret til et bestemt formål i kroppen. De kan blive til ALT og det vil sige de kan reparere evt. små skader eller bristninger i blodkar som er opstået i fødslen.
Man har endda set at den gravide kan modtage stamceller fra sit eget barn og få hjælp til at reparere skader på hendes egne organer.

Derfor giver det mening at lade navlesnoren pulsere færdig og lade alt blodet fra moderkagen komme over til barnet, så barnet har flest mulige ressourcer og ikke har brug for mere k-vitamin end naturen har designet.

 

Det var alt for nu.
Har du forslag til emner til denne side så skriv gerne til mig på: 
info@moderjord.eu