Mig og Rebozo

Jeg kan slet ikke sige det nok… jeg ELSKER rebozoen! Det er et af mine vigtigste værktøjer som jordemoder, næstefter mine hænder og mit instinkt.

Jeg har lært rebozoen at kende som vikle, da jeg første gang svøbte mit første barn og bar det tæt på min nye mor-krop. Rebozoen bruges oprindeligt også til at bære børn i.

I nogle sydamerikanske stammer og mindre samfund er det unormalt at lægge sit barn fra sig, før barnet er minimum 6 mdr. Mor bærer sit barn i rebozoen hele tiden. Hun lærer barnets kropstegn at kende, længe før barnet kan fortælle med lyde, hvad det har behov for. Når det lille barn er 6 mdr kan man finde på at binde rebozoen op som en hængekøje og lade barnet sove til middag der. Barnet bliver simpelthen aldrig overladt til sig selv og bliver dermed altid mødt i sine spæde behov uden at have brug for at skrige på mor.

 

Mine rebozoer er vævet af lokale kvinder fra netop sådan et lille samfund. De væver og farver rebozoerne og sender dem til Danmark hvor man kan købe dem hos Marta Orbiz fra Fødeklinik Maia i Kbh.

Det er vise Marta Orbiz der har lært mig mest om rebozoen. Dens evner og muligheder spænder vidt fra rent fysiologisk at smertelindre en fødende mor eller  at hjælpe et barnehoved på plads i et bækken og til lukningsceremonier efter fødslen, hvor mor får hold på sig selv og egen krop igen og takker for at hendes smukke gudinde krop har skabt, næret og bragt livet til verden.

Jeg er meget glad for at bruge rebozoen ved mine konsultationer til massage og lindring af mors ømme gravide krop. Og skulle der være behov for det, låner jeg gerne en af mine rebozoer ud til jer, så I selv kan aflaste mor, når hun har behov for det. Jeg viser et par enkelte øvelser, der virker afslappende for mor og det er en rar måde at gøre noget godt for sin smukke gravide kone.